Endnu et 12 timers løb, denne gang i det smukke Silkeborg.

Jeg var blevet inviteret med af mine gamle kollegaer fra Aktiv Træning på et 4 mands hold som bestod af Martin Montag, Søren Prien og Jannik Petersen.
Martin hentede mig derhjemme om fredagen og vi pakkede hans nye og møgfrække Audi med to skinnende cykler og masser af grej.
Da vi kom til Fort Østerlund hvor løbet skulle køres, havde det jyske team, med Henneberg i spidsen allerede slået lejr så hvad var mere oplagt end at sove i det telt frem for at begynde at slå vores eget op. Martin diskede lige op med en lækker pasta/pesto/tun-ret efterfulgt af en dejlig kop kaffe og så var vi klar til soveposen.
Næste morgen regnede det som lovet ;-( det er jo ens for alle, men jeg foretrækker nu tørvejr, alt er bare lidt bedre når der ingen mudder er. Martin tændte igen op i trangiaen og lavede en lækker havregrød med rosiner, potionerne var som man siger på jysk “tilpas” og det måtte Martin sande, da han som første mand en halv time senere stod med hovedet mellem benene og brækkede sig på sporet.
Løbet startede kl.08.30 og som sagt var Martin første mand på vores hold, tiden var faktisk rigtig god når man tæller hans “pit stop” med. Vi stod nede ved start og første mand i målområdet var Thomas Bonne i omkring 28 min. på de ca.10 km. som ruten var og dem tog han lige 6 i træk af.
Thomas fra det andet hold var første mand i vores interne kamp et par minutter foran Martin. Jeg afløste Martin og det gik godt, følte jeg kørte godt og fik rimelig hurtigt “kontakt” med Team Hennebergs anden rytter Claus. På en opkørelse ramte jeg en rod og hoppede lidt frem på sadlen og “PLING” så røg sadlen fandmé af igen, det er nu tredie gang det lort ryger af. Jeg stoppede og samlede skidtet op og brugte lidt tid på at finde skålen til saddelpinde, men den var væk! Jeg vidste jo ikke hvor i Silkeborg jeg var så eneste mulighed var at køre sporet færdig stående med sadlen i lommen (det faktisk rigtig hårdt, til gengæld får man ikke ondt i røven).
Vi havde aftalt at nu køre 2 omgange, men jeg måtte køre i mål efter første og sende Søren afsted som næsten var klar mens jeg satte ny saddel og pind på (som jeg tilfældigvis havde taget med i min reservedelskasse ;-)
Efter lidt start-problemer begyndte holdet at køre rigtig gode omgange og vi fik hurtigt hentet Team Henneberg og arbejdede os op gennem feltet fra en placering omkring en 50 stykker til 30, så det gik fremad…
Efter middag klarede vejret op og regnen stoppede, så blev sporet faktisk rigtig godt og nedkørelserne kunne køres, selvom der stadig var meget mudder. Søren stod klar hver gang en rytter fra holdet kom i mål med hans helt unikke SMS service hvor vi fik vores omgangstiderne og de var ret tæt på hinanden, vi havde tider der var 3 sek. fra hinanden så det var tæt.
Da vi havde rundet 14. omgange pakkede Martin og jeg sammen da Martin skulle til fest i Kalundborg, så Søren og Jannik skulle køre de sidste 4 omgange og flot nok holdte de tiderne. Vi endte på en sikker 22. plads 2 omgange foran Team Henneberg eller i tid…omkring en time ;-)








